Nyheder

På fugletur i kirken


Dansk Ornitologisk Forening opfordrer i sit seneste nummer af medlemsbladet ”fugle og natur” til at tage på fuglekik i Ottestrup Kirke.



 



Mon ikke webmaster spærrede øjnene op, da han modtog medlemsbladet ”fugle og natur” fra DOF, og på side 21 under overskriften ”Fuglekik i kirken” så billeder af kalkmalerier fra blandt andet Ottestrup Kirke.

 I artiklen gør naturvejleder Allan Gudio Nielsen, læserne opmærksom på, at det i flere af vore kirker vrimler med kulturskatte af underholdende kalkmalerier, hvori der ofte optræder fugle.
”Her er lidt inspiration til en indendørs fugletur eller måske bare et godt påskud til at medbringe kikkerten til forårets mange konfirmationer”, skriver han.

Ærgerligt at man på bladets redaktion ikke lige tjekkede gudstjenestelisten, så bladet var blevet distribueret inden konfirmationsgudstjenesten i Ottestrup Kirke den 10. maj. Men næste år vil jeg huske at spørge Gitte hvor mange der havde fuglekikkert med til konfirmationen.


                

På billederne fra Ottestrup Kirke, prædiker ræven for gæssene, som lader sig rive så meget med af hans prædiken, at en anden ræv kan se sit snit til at snuppe en af tilhørerne. Men gæssene tager en frygtelig hævn og klynger rævene op i en galge.
Det menes at  ræven er folkeforføreren og lægprædikanten, og gæssene den dumme almue og de svage i samfundet. Moralen er, at sammenhold gør stærk, de dumme gennemskuer folkeforføreren, og selvtægt er iorden.


Den grønne kirke
Dansk Ornitologisk Forening har også bemærket at kirkerne skal være grønne, men savner i den forbindelse et forslag om at genåbne landets mange kirkelofter til glæde for fugle som kirkeugle, slørugle, tårnfalk m.fl.
Uden at give kirken hele skylden for kirkeuglens tilbagegang i Danmark, opfordrer DOF til at genåbne kirkelofterne og genskabe nogle af kirkeuglens levesteder.



Ja der er mange indgangsvinkler til folkekirken / webmaster.

Nyheder

 

                                                                                                                                                                                            ©2008 www.kirkecom.dk